Søg


Nyheder
Tailormade Temptation vandt finalen i DRF’s 4-årschampionat
 
16.10.2009: Tailormade Temptation tog sejren i Dansk Ride Forbunds 4-års championat i dressur fredag den 16. oktober. 2. pladsen tilfaldt Sieger Hit redet af Andreas Helgstrand, mens endnu en Tailormadehingst, Tailomade Lancelot, blev placeret som nr. 3.
 
Lovende ungheste på banen
Det var et stort og entusiastisk publikum, der overværede finalen for 4-års heste i Dansk Ride Forbunds Championat for ungheste i dressur, der blev afviklet i den store hal Arena Fyn ved JBK Horse Shows i Odense. Det var da også nogle særdeles lovende heste, der blev vist frem i den store hal. Især gjorde hestene fra Stald Tailormade sig godt bemærket.
 
Sejr ti hollandsk avlede Tailor Temptation
Den mørkebrune hingst Tailormade Temptation e. Tuschinski vandt Dansk Ride Forbunds Championat for Ungheste i dressur for 4-års heste under rytteren Michael Grønne. Tailormade Temptation, der har Harlem til morfar, er avlet i Holland og ejet af stald Tailormade. Tidligere på året vandt hingsten 4-års championatet i Norge. Hingsten blev belønnet med en samlet karakter på 85,40 % af dommerne, der især roste dens trav. ’Elegant, taktfast og elastisk’ lød bedømmelsen fra dommerne, der belønnede traven med et 9-tal. Også galoppen fik 9 af dommerne, hvilket udløste hujen og pift fra publikum.
 
Helgstrand og Sieger Hit vinder 2. pladsen
Under Andreas Helgstrand gik den meget opmærksomme 4-årige Sieger Hit e. Sandro Hit et program, der blev belønnet med 81,60 % og 2. pladsen i finalen i Dansk Ride Forbunds Championat for ungheste i dressur. Den store, brune Sieger Hit er avlet i Tyskland og ejet af Jens Peter Aggesen. 
 
Tailormade Lancelot blev nr. 3
Stald Tailormade nøjedes ikke kun med sejren i Dansk Ride Forbunds Championat for Ungheste for 4-års. Også hingsten Tailormade Lancelot e. Lordanos, der blev redet af Silje Bakken, fik en plads på præmiepodiet, da den med et samlet resultat på 81,20 %, blev nr. 3. Den tyskavlede Tailormade Lancelot udmærkede sig ved at galopere rigtig godt, hvilket den blev belønnet for med et 9-tal i karakter.
 
Billetter til JBK Horse Shows fås endnu
Der er endnu få ledige billetter tilbage til weekendens program ved JBK Horse Shows, hvor World Cuppen i dressur afvikles. Lørdag d. 17. oktober går FEI World Cup Grand Prix, der kvalificerer de 15 bedste ryttere til küren, der afvikles søndag d. 18. oktober. I alt starter 20 ekvipager i lørdagens Grand Prix, heriblandt de 4 danske ryttere Nathalie zu Sayn-Wittgenstein, Andreas Helgstrand, Sune Hansen og Anne Troensegaard.
 



  Return