Søg


Nyheder
Andreas Helgstrand på springbanen, Erna Iversen på slap line og årets talentpris ved JBK Horse Shows
 
18.10.2009: Odense Congress Center ulmede af stemning lørdag aften, da JBK Horse Shows eksploderede i et festfyrværkeri af et show. Erna Iversen fik Arena Fyn til at brøle af grin, mens hun revsede stævnesponsoren ECCO Sko. Ponyrytteren Christiane Tetzlaff fik tildelt JBK Horse Shows’ talentpris, efter hun ved sommerens EM i springning vandt en individuel sølvmedalje samt guld med ponylandsholdet. Og så tog Andreas Helgstrand en runde på springbanen iført paryk og åbenstående skjorte.
 
Christiane Tetzlaff modtog JBK Horse Shows’ talentpris
Det blev ponyrytteren Christiane Tetzlaff, der fik tildelt JBK Horse Shows’ talentpris 2009 på 15.000 kr., der er sponsoreret af KIA. Rytteren fik tildelt prisen under det store show, der løb af stablen i Arena Fyn lørdag aften den 17. oktober ved JBK Horse Shows. Det var en komité bestående af landstrænerne for pony-, junior- og ungrytterne, en repræsentant fra JBK Horse Shows samt Dansk Ride Forbunds sportschef Jens-Erik Majlund, der har udpeget Christiane Tetzlaff som årets talent.
 
Erna Iversen uddelte øretæver ved JBK Horse Shows
Der var lagt op til øretæver, da Erna Iversen alias komikeren Peter Larsen indtog Arena Fyn ved det store lørdagsshow ved JBK Horse Shows. Erna Iversen blev kørt ind på banen på en lille vogn med ponyrytteren Martin Dinesen Neergaard som chauffør, og den unge springrytter måtte lægge ører til mange spidse bemærkninger fra den skrappe dame. Stævnesponsoren ECCO Sko fik også en skarp belæring fra Erna Iversen, som sko-virksomhedens ejer Hanni Toosbuy Kasprzak måtte tage imod fra sidelinjen til publikums store begejstring.
 
 
Udklædte dressurryttere indtog springbanen
En tilbagevendende begivenhed ved JBK Horse Shows er kostumespringningen, hvor udklædte ryttere indtager springbanen. Ved lørdagens show stillede seks ryttere til start i den festlige begivenhed. Svenske Fredrik Gustafsson, der var udklædt som Svenne Banan, sprang sig ind på 1. pladsen med en fejlfri runde i tiden 32,24 sekunder. Cher alias Karina Rie Truelsen kom på 2. pladsen med en fejlfri runde i tiden 32,46 sekunder, mens Andreas Helgstrand i AC/DC-outfit sprang sig ind på 3. pladsen med 0 fejl og tiden 34,39 sekunder. Hermed overhalede dressurrytteren springtalentet Thomas Majlund, der iført bastskørt endte på 4. pladsen med 4 fejl og tiden 33,29 sekunder. Melanie Vestergaard indtog som Rocky Balboa 5. pladsen med 4 fejl og en tid på 35,92 sekunder. Dressurlandstræneren for seniorerne Rudolf Zeilinger måtte i skikkelse af Tom Jones se sig elimineret i kostumespringningen.
 

        

Foto: Fra venstre: Erna Iversen og Martin Neergaard Dinesen. Rudolf Zeilinger. Andreas Helgstrand. JBK 2009 (Ridehesten.com)

Foto: Christiane Tetzlaff, vinder af årets talentpris, JBK 2009 (Ridehesten.com)

 




  Return