Search

Nyheder
Anky van Grunsven vandt overlegent World Cup Grand Prix Kür by ECCO Sko
 
 
 
18.10.2009: Anky van Grunsven red sejrrigt ud af küren i sæsonens første FEI World Cup kvalifikation sponseret af ECCO Sko, der løb af stablen ved JBK Horse Shows i Odense. Med et overlegent og flydende ridt på den knaldsorte Salinero red Anky van Grunsven sig til sejr. Edward Gal placerede sig som nr. 2 med Sisther de Jeu, mens Patrik Kittel blev nr. 3. Bedste dansker var Andreas Helgstrand på Tannenhof’s Carabas på en 9. plads.
 
Anky van Grunsven overlegen i küren
Der var total stilhed i en fyldt Arena Fyn i Odense Congress Center, da kür-dronningen Anky van Grunsven red ind på den knaldsorte vallak Salinero. Ekvipagen leverede et afspændt og udtryksfuldt program, der blev bedømt til samlet 81,45 % og hele 85,6 % for det kunstneriske udtryk. Med fygende øgninger og smukke traversader svævede den hollandske ekvipage igennem programmet. Hollandske Anky van Grunsven er en mester i at tilpasse sit ridt til musikken, og det lykkedes også til fulde i denne kür. Anky van Grunsven var også selv tilfreds:
 
”Jeg var meget meget glad for dagens ridt. Salinero stod komplet stille når han skulle, og vi havde nogle virkelig gode fri trav. Hesten arbejde godt med mig i dag, men han kunne have gjort det bedre, hvis han havde haft endnu en klasse før denne,” mente Anky van Grunsven, der fortæller at Salinero arbejder bedst efter to klasser.
 
Ligeså godt program som ved EM
Anky van Grunsven var ikke helt tilfreds med dommernes karaktergivning: ”Jeg var skuffet over pointene i dag. I dag fik jeg 81,45 % i alt, men jeg følte at vi gjorde det ligeså godt som ved EM, hvor jeg fik en højere karakter.” Anky van Grunsven planlægger at deltage i World Cup kvalifikationerne på sin anden tophest Paintet Black, for så at beslutte til sidst, hvilken hest hun vil bruge i finalen.
 
Smukt kürprogram fra europamesteren Edward Gal
Den regerende europamester Edward Gal fra Holland og den lovende 10-årige hoppe Sisther de Jeu leverede et smukt og flydende program, og hoppen så tydelig veltilfreds ud i de fejende øgninger. Hoppen, der er kendt for sit lidt hidsige temperament, slappede godt af til den stilfærdige musik, der ledsagede Edward Gals kür-program.
 
Edward Gal - Sisther de Jeu er en meget god hest
Ekvipagen blev belønnet med samlet 80,35 % og 84,2 % i den kunstneriske værdi, et resultat Edward Gal var fuldt tilfreds med: ”Selv om min hest stadig var spændt fra i går, var jeg rigtig glad for ridtet. Da jeg testede musikken med hende for et år siden, flippede hun ud. Det gjorde hun ikke i dag. Hun var lidt spændt i dag, fordi der var musik på opvarmningsbanen. Sisther de Jeu er en meget god hest, men hun har brug for tid til at udvikle sig – mere tid end Totillas havde brug for,” udtalte Edward Gal på pressemødet.
 
Anky van Grunsven var bedst
At Anky van Grunsven blev dagens sejrherre, var fuldt fortjent, mente han: ”Anky var bedst i dag, og derfor vandt hun. Det er sådan sporten fungerer, og sådan det skal være. Anky og jeg er konkurrenter inde på banen, men vi er gode kollager uden for den.”
 
Edward Gal og Sisther de Jeu, JBK 2009 (Ridehesten.com)
 
Svenske Patrik Kittel snuppede 3. pladsen i World Cup Kür
Svenskeren Patrik Kittel på Watermill Scandic snuppede 3. pladsen med 76,25 % foran Monica Theodorescu på Whisper, der blev nr. 4 med 74,70 %. Dermed byttede de to ekvipager plads i forhold til gårsdagens placering i den indledende World Cup Grand Prix.
Patrik Kittel udtrykte bagefter stor tilfredshed med både sit ridt og stævnet i Odense generelt: ”Jeg var meget tilfreds med mit ridt i dag. Min hest var rolig, men jeg lavede nogle fejl. Watermill er stadig ung. Den vigtigste kvalitet ved en hest er dens villighed til at optræde i arenaen, og det vil min hest. Stævnet i Odense er et meget dejligt sted at ride, fordi der er to baner, du kan ride på uanset tidspunktet i modsætning til andre steder, hvor banen er optaget hele tiden,” udtalte Patrik Kittel. 
 
Patrik Kittel og Watermill Scandic, JBK 2009 (Ridehesten.com) 
 
Andreas Helgstrand bedste dansker i küren
På en 9. plads lå Andreas Helgstrand som bedste dansker med Tannenhof’s Carabas. Til tonerne af ”I want it all” red ekvipagen karakteren på 71,6 % i hus. Andreas Helgstrand sluttede sit program med en fygende fri trav ned af midterlinjen, hvorefter han hilste af lige foran dommerne til et brøl af jubel fra publikum. 
 
Andreas Helgstrand – ”Det gik meget bedre i dag”
Andreas Helgstrand var godt tilfreds med dagens ridt, men var skuffet over pointene: ”Det gik meget bedre i dag. Vi ændrede lidt på opvarmningen i dag fra i går, og det gjorde en stor forskel. Vi tog det helt stille og roligt, og prøvede at holde den afslappet. Hesten koncentrerede sig bedre i dag. Jeg er meget mere tilfreds i dag end i går. Jeg er skuffet over pointene, jeg fik i dag. Jeg synes selv, de var lave, og det synes min træner og de folk, der omgiver mig, også.
 
Carabas bliver bare bedre og bedre
Samarbejdet med Tannenhof’s Carabas er stadig nyt, så Andreas Helgstrand tager det roligt: ”Med hensyn til World Cup’en har jeg ikke noget mål. Med den her hest skal jeg bare have en masser runder for at få rutine. Selvfølgelig kan jeg blive nervøs, og jeg kan stadig lave masser af fejl, men med rutinen bliver man også bedre til at fokusere. Jeg bliver mere nervøs, når der er en forventning om, at man skal vinde. På den her hest kan jeg bare koncentrere mig om at ride bedre for hver gang. Det tager tid at lære en hest at kende. Lige da jeg fik Carabas, kunne jeg ikke engang få dyret i passage, og tænkte ’hvordan skal det nogensinde gå’. Der er sket meget på det år, der er gået siden,” fortæller Andreas Helgstrand.
 
Andreas Helgstrand på Tannenhof's Carabas, JBK 2009 (Ridehesten.com)
 
Musikrod gav Sune Hansen en uheldig start i Grand Prix Kür
World Cup Grand Prix Kür-debutanterne Sune Hansen og Anne Troensegaard blev placeret som henholdsvis nr. 12 og nr. 13. Et resultat som Sune Hansen ikke var helt tilfreds med. EM-rytteren fik en uheldig start, idet der var blevet indleveret en forkert CD med en for lang indledning. Det tvang ekvipagen til at vente adskillige sekunder inde på banen, før Sune Hansen på Gredstedgaards Casmir kunne hilse og gå i gang med programmet. Ekvipagen blev bedømt til 69,15 %, og blev klappet taktfast ud af det store publikum.
 
Sune Hansen - ”Jeg lavede for mange begynderfejl”
Sune Hansen ærgrede sig også over sin fejl: ”Jeg er tilfreds med hesten i dag, men ikke mig selv. Den var bedre end i går, jeg var dårligere. Jeg lavede for mange begynderfejl. Blandt andet tog jeg den forkerte musik med, og det slog mig ud. Programmet blev løbende bedre, og det er jeg glad for. Men det ligger tungt i maven, at musikken er forkert, når man er urutineret som mig. Jeg tænkte et ord, der starter på f og slutter på k,” udtalte Sune Hansen på pressemødet. 
 
Sune Hansen på Gredstedgaards Casmir, JBK 2009 (Ridehesten.com)
 
Anne Troensegaard og Seduc i World Cup Grand Prix Kür for 1. gang
Den anden World Cup-debutant Anne Troensegaard på Seduc havde mange fine momenter, men også en del anspændte øjeblikke. I alt red ekvipagen til 65,7 % og en 13. plads.
”Det er første gang jeg rider World Cup og kun min 7. Grand Prix på hesten. Det var superspændende og jeg er rigtig glad for chancen. Der er en tæt atmosfære på banen her, og det påvirker min hest meget. Den har slappet af dag for dag, men vi skal bare tage ved lære af at ride her. Mit mål med hesten er at få flyttet tingene fra træningen ind på konkurrencebanen,” sagde Anne Troensegaard efterfølgende.
 
Anne Troensegaard og Seduc, JBK 2009 (Ridehesten.com)
 
World Cup Grand Prix Kür live på DR1
World Cup Grand Prix Kür blev afholdt ved det 11 dage lange stævne JBK Horse Shows i Odense Congress Center, med en samlet præmiesum på 175.000 kr. World Cup klasserne blev kommenteret af Dressurens Venner, og i alt besøgte 15.000 mennesker JBK Horse Shows i de sidste 5 sidste dage. De 5 første dage var der fri entre til stævnet.
 
FEI World Cup Grand Prix Kür blev transmitteret live på DR1 og vil blive tilgængeligt på Dansk Ride Forbunds hjemmeside på www.rideforbund.dk
 
 
Foto: Anky van Grunsven på Salinero, JBK 2009 (Ridehesten.com)
 

 




  Return